2. Jordens opbygning
Pladebevægelse og lavastrømme
Den yderste
del af Jorden består af stive plader (9 store og nogle mindre), som bevæger sig
i forhold til hinanden. Pladerne dannes langs vulkanske rygge i oceanerne og
destrueres andre steder med bjergkædedannelse til følge. Disse processer kaldes
tilsammen pladetektonik (se figur). 
Pladernes
vækst Først i 1960'erne fandt man en god forklaring på Wegeners observationer, og løsningen blev ikke fundet på kontinenterne, men i oceanernes bund. Man blev klar over, at der til stadighed dannes ny oceanskorpe langs vulkanske rygge over dybe brudlinjer i oceanskorpen, hvor magma* stiger op fra Jordens kappe. En af de mægtigste af disse rygge, den Midtatlantiske ryg, løber nordsyd gennem Atlanterhavet og gennem Island.
Magmaet stiger op langs en brudlinje midt i ryggen og danner ny oceanskorpe, som straks spaltes af en ny brudlinje, glider til side og giver plads til mere magma nedefra. Med få centimeter om året skubbes ældre havbund ud til begge sider som store plader. Hele Jordens overflade er opdelt i sådanne plader, som består af oceanisk eller kontinental skorpe og desuden omfatter den øverste, stive del af kappen. Pladerne glider på et blødt, delvis opsmeltet lag lidt længere nede i kappen. Drivkraften bag pladetektonik er varmeproduktion i Jordens indre under henfald af radioaktive grundstoffer. Varmen skaber en langsom strømning (konvektion) inde i Jordens kappe, og denne strømning styrer pladernes bevægelser på Jordens overflade.
Pladernes destruktion
Jordens volumen og overfladeareal er konstante, og der dannes hele tiden ny ocean-skorpe. Derfor må pladerne nedbrydes igen - og det sker, hvor de støder sammen. Det foregår typisk langs randen af et gammelt kontinent. Her skubbes oceanskorpen ind under kontinentet og føres ned i kappen, fordi oceanskorpe består af bjergarter, som er tungere end kontinentets. Gnidningsmodstanden mellem de to plader resulterer i varmeudvikling og hyppige jordskælv.
Støder to kontinenter sammen, vil de blive presset ind i hinanden, og skorpen fortykkes. Under disse omstændigheder kan der dannes meget høje bjergkæder, fordi den fortykkede - men lette - skorpe flyder på kappen som et isfjeld i vand. Moderne eksempler findes i Alperne, hvor Afrika bevæger sig mod Europa, og i Himalaya, hvor det Indiske kontinent støder ind i Asien.
 |
|
Pladetektonisk
principskitse. Til højre ses dannelsen af ny oceanbund i en spredningszone
langs en oceanryg; det sker langs en zone i kappen, hvor der er opadgående
konvektion. Til venstre ses subduktion (neddykning) af en oceanplade under et
kontinent.
|
Pladerne
har det fælles kendetegn, at de har en høj grad af vridningsstivhed. Det vil
sige, at de er svære at deformere vandret, men nemme at deformere lodret. Du
kan sammenligne det med et stykke A4-papir, der flyder på vand.
Konvektionsstrømme
På
grund af det store tryk i Jordens indre, produceres der varme.
Temperaturerne kan blive så høje, at materialet delvist bliver blødt eller smelter. Materialet udvider sig, hvorefter det stiger op mod overfladen, mens varmen afgives. Årsagen til opstigningen skyldes, at massefylden bliver mindre ved udvidelsen. Dernæst synker materialet igen ind mod kernen og ringen kan fortsætte.
Temperaturerne kan blive så høje, at materialet delvist bliver blødt eller smelter. Materialet udvider sig, hvorefter det stiger op mod overfladen, mens varmen afgives. Årsagen til opstigningen skyldes, at massefylden bliver mindre ved udvidelsen. Dernæst synker materialet igen ind mod kernen og ringen kan fortsætte.
Det
er disse varmestrømninger i undergrunden, der bevirker, at Jordens skorpe
bevæger sig. De stive lithosfæreplader bliver påvirket af strømningerne indefra
Jorden.
Du
kan eventuelt sammenligne processen med det, der foregår i en kande vand, der
opvarmes.
Det
er en konstant proces, som vi mennesker som regel ikke bemærker. En plade kan
maksimalt flytte sig 24 cm/år (som regel mindre). Derfor vil der gå millioner
af år, før et område har fået andre forhold (klima, biologi med mere).
Kilde:
Center for Fleksibel Voksenuddannelse
Pladegrænser
I
den foregående lektion lærte du om kontinentalvandring og pladetektonik. Altså,
at jordskorpen består af nogle plader, der bevæger sig i forhold til hinanden.
Idet pladerne bevæger sig, vil to plader kunne støde sammen eller bevæge sig
bort fra hinanden. Selv om pladerne bevæger sig langsomt, kan der forekomme
voldsomme geologisk aktiviteter langs pladegrænserne. Det kan være jordskælv
eller vulkanudbrud. Hvad der kan forekomme, afhænger helt af, hvordan to plader
bevæger sig i forhold til hinanden.
Her
skal der kort gennemgås de forskellige måder, som pladerne kan bevæge sig på i
forhold til hinanden:
Plader, der bevæger
sig bort fra hinanden (konstruktive
pladegrænser)
Hvis
to plader bevæger sig bort fra hinanden, opstår der ikke et hulrum imellem dem.
I stedet for udfyldes pladsen af smeltede materialer fra Jordens kappe.
Materialet størkner, når det kommer op til overfladen. Det vil sige, at der
opbygges ny skorpe.
Denne
proces sker altid på oceanernes bund, og det er derfor at den nyopbyggede
skorpe kaldes for oceanryg. I nogle tilfælde kan processen ske med så stor
voldsomhed, at der opstår vulkanudbrud, når det smeltede materiale trænger op.
Vulkanøen Island er dannet ved at
dette materiale er kommet op over havoverfladen. Island ligger på Den nordatlantiske ryg. Andre eksempler
er Den sydatlantiske ryg og Great Rift Valley i Afrika
Plader, der bevæger
sig mod hinanden (destruktive
pladegrænser)
Hvis
to plader bevæger sig mod hinanden, vil den ene plade glide ind under den anden
plade. Den plade, der glider ind under den anden plade, vil smelte og blive en
del af det flydende materiale i Jordens kappe. På den måde, kan der så senere
opbygges ny skorpe af materialet.
Der
er 3 forskellige måder, som denne proces kan foregå på:
En oceanbundsplade,
der møder en kontinentplade
Da
oceanbundpladen er den tungeste, vil det være oceanbundpladen, der glider ind
under kontinentpladen. Under den proces, vil aflejringer fra havbunden blive skrabet
af og afsat på landjorden. Det er på den måde, at de store bjergkæder er blevet
dannet (fx Andesbjergene og Rocky Mountains).
En oceanbundplade,
der møder en oceanbundplade
Her
vil den plade, der er tungest og har størst hældning glide ind under den
lettere plade. På havbunden vil der dannes oceangrave (fx Filippinergraven, Marianergraven og Javagraven. Der kan opstå
vulkansk aktivitet og jordskælv.
Igen,
vil den tungeste plade glide ind under den lettere plade. Aflejringer vil blive
skrabet af og afsat som bjerge (fx Himalayabjergene,
Alperne og Kaukasus). Der kan forekomme jordskælv.
Da
pladerne kun bevæger sig med få centimeter pr år, vil ovenstående være processer,
der foregår meget langsomt. Men det er kendetegnende, at jordskælv og
vulkanudbrud som oftest forefindes ved pladegrænser.
Det
smeltede materiale, der kommer fra Jordens kappe ved vulkanudbrud, kaldes lava.
Det består af en blanding af rødglødende lava, forskellige gasser og aske. Der
findes lava, som er letløbende og dermed hurtigt kan dække et stort område. Der
findes også lava, som er tyktflydende. Noget lava kan være så sejt, at det
hobes op inde i vulkanen, for dernæst at blive slynget op i luften ved en
eksplosion.
Der
er altså mange forskellige typer lava. Hvordan en lavastrøm bevæger sig, afhænger
desuden af, hvilken temperatur lavaen har og om den medfører fast materiale.
Kilde: Center for Fleksibel Voksenuddannelse
Ingen kommentarer:
Send en kommentar